
PRESSEMEDDELELSE , Dronninglund, 09.03.2026
Dronninglund IF Håndbold styrker fremtiden for Dronninglund Cup
Dronninglund Cup har gennem årtier været i rivende udvikling. Fra de første år med stærkt lokalt engagement til i dag at være et internationalt anerkendt håndboldstævne, har turneringen markeret sig som en fast tradition i uge 28 – hvert eneste år. I 2027 kan Dronninglund Cup fejre sit 50-års jubilæum – en milepæl, der vidner om kontinuitet, fællesskab og en enestående frivillig indsats. Stævnet har siden begyndelsen været drevet 100 % af frivillig arbejdskraft, med undtagelse af enkelte ansættelser helt tilbage i opstarten. Tusindvis af frivillige timer har år efter år sikret rammerne for både deltagere og gæster.
For at sikre fremtiden og fortsætte udviklingen af stævnet har klubben nu truffet en vigtig beslutning. Deltidsansættelse skal styrke udviklingen Dronninglund IF Håndbold har besluttet at ansætte en leder på deltid for at skabe endnu mere struktur, kontinuitet og udvikling omkring Dronninglund Cup.
Målet er klart: Stævnet skal fortsat udvikles – både for de mange deltagere og for de frivillige, som er rygraden i arrangementet. Dronninglund Cup er med til at sikre, at alle medlemmer – spillere, ledere og frivillige – får gode rammer og mulighed for masser af sociale og sportslige aktiviteter året rundt, med langt billigere tilbud til alle i håndboldklubben.
Valget er faldet på Simon Aagaard, der gennem snart 40 år har været en markant profil som både leder og frivillig omkring Dronninglund Cup. Med sit indgående kendskab til stævnets DNA, organisation og værdier er han det naturlige valg til at stå i spidsen for den næste fase. Ansættelsen markerer et vigtigt skridt mod at fremtidssikre Dronninglund Cup frem mod 50-års jubilæet i 2027 og videre ind i de kommende årtier.
For yderligere information: Dronninglund IF Håndbold
Torben Pedersen (Formand)
